Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2007


En NY kulturpolitik?


Partiet Ny Alliance kan få afgørende indflydelse på dansk politik efter et valg. Og dermed også på dansk kulturpolitik. Søndag Aften har læst partiets kulturprogram.

  • Flere forskningspenge til kunstner- og kulturuddannelserne,
  • "turbo på" Statsbibliotekets og DRs digitalisering af arkiver, så offentligheden får adgang til mere,
  • brugerbetaling på bibliotekernes nicheydelser,
  • privat sponsering af Danmarks Radios koncertsal,
  • public service radio- og tv-stationer skal sende nyheder på fremmedsprog.
Dette er de væsentlige nybrud i programmet Kultur, DR og de frie skoler fra partiet Ny Alliance. (Programmets titel er i øvrigt værd at notere sig: at omtale de frie skoler sammen med øvrig kulturpolitik er nok sjældent, men kan have sin gode logik. Derimod er det absolut besynderligt, at "DR" er det tredje ben, der interesserer Ny Alliance. Mediepolitikken underlægges åbenbart "DR-politikken").

Disse primære krav vil have så ringe effekt på kulturministeriets budgetter, at kulturpolitikken i hvert fald ikke kan komme til at stå i vejen for partiets gennemgående ønske om nedsættelse af personskatterne.

NYe selvfølgeligheder

Programmet er spækket med flere selvfølgeligheder end alle andre partiers kulturprogrammer (og det kan skam være slemt nok). Et rigtigt stærkt udsagn findes således i introduktionen til det kulturpolitiske program:
"Det er vigtigt for Ny Alliance at understrege, at kultur ikke blot er den finere scenekunst, men at kulturgenrer som design, mode, arkitektur, computerspil og så videre spiller en så væsentlig rolle i den danske kulturidentitet, at de bør være en del af statens dagsorden, når det gælder støtte til kunst og kultur."
Jamen, de nævnte områder støttes jo i forvejen og er altså en del af den kulturpolitiske dagsorden. Flere af de nævnte områder har endda haft markant stigning både økonomisk og i politisk interesse fra den siddende regering. Hvor er det NYe?

Når man nærmer sig et politisk ømt område, som det pres der er kommet på ophavsretten med nye digitale medier, nøjes partiet med noget så bagudskuende som at erklære, at man vil værne om ophavsretten, men gerne "støtte op om" den fornyelsesproces musikbranchen "på eget initiativ" er i gang med. Partiet vil "derfor undersøge grundigt, om der er grundlag for at skabe nye og mere fremtidsrettede ordninger, som kan sikre, at musik og film kan distribueres ved hjælp af nye teknologier". Jamen, hvordan skal dette undersøges? Vi vil foreslå partiet, at man læser nogle af de talrige offentlige rapporter, der i forvejen eksisterer på dette konfliktfyldte felt og måske derefter bruger et par timer på at surfe på nettet for at se, hvilke typer løsninger der allerede praktiseres.

"Gode" politiske løsninger

Danmarks Radios store økonomiske problemer skal løses med "en god politisk løsning på underskuds-problemet". Det nærmeste, man kommer præcisering af denne håndsrækning, er ved at angive privat sponsering af koncertsalen som "en mulighed, der bør undersøges". Desuden kræver Ny Alliance, at "Alle danskere skal kunne se vigtige nationalt samlende kulturelle begivenheder som idrætslandskampe eller store musikbegivenheder".

For de fleste andre afsluttedes ambitionen om at have en liste over idrætsbegivenheder, der skulle vises på public service-kanalerne, da regeringen i 2001 besluttede at afskaffe listen af hensyn til konkurrenceforholdene. Med DR's aktuelle begrænsninger på sporten er det svært at se, hvordan Ny Alliance kan sikre penge til formålet.

Som stort set alle andre partier støtter Ny Alliance privatiseringen af TV2. Endelig har Ny Alliance også et ønske om en sprogpolitik. Dette formuleres således: "Iværksætte initiativer som skal værne om det danske sprog, så det også i fremtiden kan være med til at definere os som danskere". Tja, bum bum. Det er jo ikke ligefrem et krav, der skaber klarhed. Eller giver indtryk af noget nyt, endsige nye alliancer.

De holdningsløse

Det mest forbavsende ved Ny Alliances kulturprogram er, at det er udarbejdet af et parti, hvoraf flere frontpersoner tidligere har beskæftiget sig med kulturpolitik. Den kulturpolitiske virkelighed har åbenlyst ikke sat sig varige spor.

Sammenfattende må man om Ny Alliances formulerede kulturpolitik konstatere, at den ikke giver nogle løfter endsige ændringer i forhold til den førte politik. Såfremt det skulle lykkes for Ny Alliance at blive tungen på vægtskålen efter et folketingsvalg, vil det være aldeles uvist, hvilken kulturpolitik partiet vil lægge ryg og stemmer til. Vi kan få det holdningsløse ministerium.

Søndag Aften 10/2007

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.